Historien om HF. Uganda: ”Det begyndte på en kartoffelmark”

I mere end 50 år har Willy Jonassen været en del af livet i HF. Uganda. I dag er han en af de få, der husker de pionerer, der etablerede foreningen i 1944, og som har været vidne til de fleste af de begivenheder, der har formet foreningen igennem årene.

Af Jon Fiala Bjerre – Have 61 – november 2021

”I begyndelsen var det hele bare marker – kartoffelmarker. Lige indtil en flok driftige havefolk købte jorden fra Skelgården i 1944. Man kan læse det meste om det her,” siger Willy Jonassen, og folder en gulnet festsang ud fra HF. Ugandas 25-års jubilæum i 1969. 

Willy er, med sine 82 år, foreningens alderspræsident, og efter at have ejet ’Have 17’ siden 1965, er han også den sidste, der har kendt Egon Frese, Åge Nielsen og flere andre af de pionerer, der besluttede at bygge en haveforening op fra bunden på en flad mark på Vestamager i krigens sidste år.

”Egon var en rigtig haveforenings-mand. Han levede og åndede for foreningen, som han var formand for i mere end 50 år. Det var ham og en flok andre ildsjæle, der købte jorden og fik lavet aftale med kommunen om at lave en haveforening,” fortæller Willy. 

Kro-tur og Klondyke

Mens stier og havelodderne langsomt tog form i foreningens første år, sørgede kassemester Åge Nielsen for at leje en del af HF. Ugandas jord ud til græsning for at skaffe noget kapital til foreningen. Fordi jorden var gammelt landbrugsland fulgte der med i købet retten til et græsningsareal på Saltholm på en skæppe, et fjedringskar og et album (omkring 900 m2 red.). I den gulnede festsang står det beskrevet, hvordan en flok fra foreningen på et tidspunkt hyrede en båd til at tage dem over på Saltholm. Det lykkedes dem dog aldrig at finde foreningens jord, men til gengæld fandt de en kro og havde en herlig dag på øen i Øresund.

”Det var nogle festlige typer, men de var samtidig gode til at få ting til at ske, selvom der også var en anelse Klondyke over det indimellem,” siger Willy med et smil.

Det står for eksempel beskrevet, hvordan der hverken var dræn eller vand i foreningens første levetid. Derfor gravede man en klassisk brønd med et spandehejs, men brønden forsvandt under et skybrud. Derefter fik de driftige havefolk fat i en dynge gamle brugte vandrør, og forsøgte selv at indlægge vand, men rørene var fulde af huller, så vandet strømmede ud i haverne.  

En sommer-oase på Amager

Da Willy og hans kone kom til HF. Uganda i 1965, var der dog efterhånden kommet styr på de mest basale ting i foreningen, og flere af haverne dystede i konkurrencer om være blandt landets fineste prydhaver. 

– Min svigerfars far havde været rigsdagsbetjent, og da han blev pensioneret i 1960, købte mine svigerforældre ’Have 17’, så han havde noget at foretage sig. Min kone plejede at sige, at når man gik på græsset, skulle man have en rive i røven – så sirligt holdt han sin have, og han fik da også flere præmier af Kolonihaveforbundet. Men da min svigerfar døde i 64, var min svigermor ikke interesseret i at overtage. Og så overgik det til min kone og mig, som overtog haven i 1965, fortæller Willy.

Haveforeningen blev hurtigt et fristed om sommeren for parret, der boede i lejlighed med deres to sønner på Islands Brygge resten af året. For Willy, der mistede sin kone i 2013, er det stadig et fristed, som han deler med sine børn og børnebørn. 

– Jeg har altid godt kunne lide det med have. Da jeg gik i skole, kunne man få sådan et lille stykke køkkenhave at dyrke, og det elskede jeg. Så det har altid været en lille oase og en god kontrast til at bo i lejlighed, fortæller Willy, der i dag tilbringer vinterhalvåret i sin lejlighed i Kastrup.

Da Willy og familien kom til HF. Uganda var området stadig præget af marker og landlig idyl. I området omkring Egyptensvej og Nilensvej var der også en haveforening, og der hvor Vestamagercentret ligger i dag, var der nyttehaver og en lille campingplads. HF. Uganda så også lidt anderledes ud dengang, fortæller Willy:

”Lodderne var sådan set de samme, men husene var jo klassiske små kolonihavehuse og haverne var sirligt holdt med revet grus, køkkenhaver og lave hække, så man kunne skåle med naboen hen over hækken. Hvis man undrer sig over, at midtervejene i foreningen er så brede i forhold til andre haveforeninger, er det fordi der oprindeligt var en midterrabat med beplantning og blomster. Og så var der en ekstra skillevej på 125-siden, som blev sløjfet, da flere valgte at vende deres indkørsel ud mod Algiervej. Desuden var der ingen biler tilladt. Det var først og fremmest en sommer-oase, og der blev lukket for vandet om vinteren, for vandrørene lå kun lige under jorden, og var ikke frostsikre.” 

Fra landidyl til villakvarter

Flere af de små haveforeninger i området begyndte dog at forsvinde i løbet af 60’erne, og blev omdannet til parcelhuskvarterer. Det var der også snak om i forhold til HF. Uganda. Så da naboen til Willy – et par ældre damer, som havde opdelt deres havelod i to – besluttede sig for at flytte i 1967, slog Willy til og købte grunden:

”Jeg var murer til dagligt, så jeg tænkte, at jeg kunne slå grundene sammen og bygge et hus. Men da vi havde en afstemning om muligheden for helårsstatus i foreningen i 1970, blev forslaget stemt ned, og så var det også fint nok. Vi havde jo lejligheden på Bryggen,” fortæller Willy, der husker, at den samlede pris for hans egen grund og nabogrunden beløb sig til 37.000 kr.

Fællesskabet i foreningen har altid været helt centralt for Willy, og festpladsen, hvor Fælleshuset står i dag, var fra begyndelsen et naturligt samlingspunkt. Oprindeligt havde man planer om at lave et marketenderi på pladsen, men på grund af rationeringen af vand og øl i slipstrømmen af krigens sidste år, droppede man idéen igen. I stedet indkøbte man nogle gamle tivoli-geværer og satte en dartskive op, og så var hele foreningens faste mødested ’Skydebanen’ født. 

Søndagstræf og festligheder

Da det begyndte at tynde ud i de oprindelige stiftere af foreningen i begyndelsen af 90erne, overtog Willy og hans kone, sammen med genboerne Lis, Orla og Jan ansvaret for en del af fællesaktiviteterne.

”Vi startede noget, vi kaldte ’Søndagstræf’ på festpladsen. Det var hver søndag fra kl. 10-12, hvor vi skød til måls med haglgeværer, spillede dart og spillede om ’Døde duer’, som er en slags lotteri. Vi satte pæle op med presenninger, så man kunne være i ly, hvis det regnede. Ellers var der kun en række gamle poppeltræer og et faldefærdigt skur på pladsen, som oprindeligt var blevet købt ind som fælles-lokum, da man jo ikke havde kloakker og toilet herude de første mange år. Der blev først kloakeret og lagt helårsvand ind i 1991. Fælleshuset lavede vi lidt ad gangen. Vi købte en gammel skurvogn billigt for 3000 kr., som vi fik leveret. Med tiden kom der en til skurvogn ved siden af, og de blev så bygget sammen,” fortæller Willy.

Pengene, der kom i kassen fra ”Døde duer”-spillet, gik til at afholde fællesarrangementer. Blandt andet en stor 50 års-jubilæumsfest i 1994, som blev afholdt på Nøragersmindegården. Dem der havde guldbryllup – altså havde været i foreningen siden 1944 – fik æresplads omkring et særligt dekoreret bord. 

”Det var bare én ud af rigtig mange gode fester, der har været igennem tiderne. Vi har blandt andet også haft et kor i foreningen og flere orkestre, så underholdningen har altid været i top. I begyndelsen af 90erne startede vi også et loppemarked op to gange om året – forår og efterår. Min genbo Jan var en god kok, så han sørgede for mad og ølsalg fra sin garage, og så var markedsstemningen i hus,” fortæller Willy.

Det hele var dog ikke fest og ballade. 

”Vi havde en til to gange med pligtarbejde om året, hvor vi sørgede for at holde fællesarealerne pæne. Men for at det ikke skulle blive alt for surt, var der altid nogen, der gik rundt med en kasse øl, så man sørgede for, at stemningen var god. Hvis man skulkede, fik man en bøde, så det var der ikke mange, der gjorde,” griner Willy. 

Rocker-rede – nej tak

Få gange har der været optræk til konflikter i foreningen, men det er altid endt på mindelig vis, fortæller Willy:

”På et tidspunkt var der nogen, der valgte at sælge deres havelod til nogle rockere, som sikkert stod og manglede et klubhus. Det ville bestyrelsen og beboerne altså ikke være med til, og så måtte handlen gå tilbage. Jeg mindes dog, at der blev fundet en måde at kompensere haveejeren på, for det var jo sådan set ikke hans skyld. Og så endte det godt alt sammen”.

Willy har selv engageret sig som næstformand i bestyrelsen, men trådte ud i 1982, hvor der kom en ny formand til, som havde nogle andre visioner for foreningen:

”Han var sådan lidt et magtmenneske. Det gad jeg ikke rigtigt. Men det var fint nok – hver ting til sin tid,” siger Willy med et smil.

Ikke til at slippe af med

Indtil flere gange har HF. Uganda været i overhængende fare for at blive jævnet med jorden. Der har for eksempel været planer om en motortrafikvej lige igennem foreningen, og Skelgårdskirken fra 1988 var oprindeligt planlagt til at ligge på foreningens jord. Tidligt var der endda planer om, at landingsbanerne fra lufthavnen skulle udvides helt til HF. Ugandas jord – hvilket i sin tid gav anledning til at få opmålt og anmeldt foreningens huse til kommunen.

”Der har været mange planer for området, men fordi vi jo selv ejer jorden, var vi for dyre at købe ud, og så blev det aldrig til noget,” fortæller Willy.

Igennem tiden har foreningen ændret karakter, og måden at være haveforening på, er også blevet en anden. 

”Foreningen har altid lidt gået sine egne veje. Da vi jo er selvejende, blev vi i foreningen i 1980erne enige om at træde ud af Kolonihaveforbundet. Vi fik ikke rigtigt noget ud af, at de skulle bestemme over os, for vi lejede jo ikke jorden som de fleste andre foreninger. For omkring 25 år siden begyndte nogle få så at blive her hen over vinteren. Der var låger for indkørslerne om vinteren, men dem holdt man op med at låse, fordi folk blev boende. I dag bor de fleste her jo fast,” siger Willy.

For ham er det dog stadig det samme fristed, som han flyttede til for over 50 år siden.

”Hækkene er blevet højere, og der er kommet flere plankeværk til. Husene er blevet større, og sammensætningen af folk herude er nok mere blandet, end da det var en klassisk haveforening. Vi havde nok mere brug for hinanden dengang, hvor det hele var lidt mere simpelt herude. I dag har man måske lidt mere nok i sig selv. Men jeg elsker det stadig, og det vil altid være et fristed for mig og mine børn og børnebørn, som nyder det herude. Samtidig håber jeg dog, at de fremtidige generationer i foreningen vil videreføre nogle af traditionerne for fællesskab. For det er i høj grad det, der har været sjælen i foreningen lige siden stiftelsen på en kartoffelmark i 1944,” slutter Willy.